Men ude over sletten så hun en mørk skikkelse i bevægelse. Hun tænkte på dengang hun var lykkelig. Hvor alt var fuldstændigt perfekt. Så hun syner? Eller var der virkelig en mørk skikkelse, der kom nærmere og nærmere? Hun tænker på dengang hun havde et ordentligt liv. Intet er som før. Hun havde mistet alt.
Skikkelsen var virkelig tæt på nu. Kunne det passe, at nogen havde fundet hende? Eller var det bare den skizofreni del af hende, der kom frem? Lugten af fugt spredte sig i hendes næse, mens lyden af råddent træ der knirker, generede hende. Hun kunne vel bare smide den gyngestol ud?
Hun kunne ikke koncentrere sig, og hun kunne ikke fokusere på den mørke skikkelse, som næsten var helt henne ved tårnet nu. En tåre fra fortiden trillede ned af hendes kind.
At man kunne miste alt på så kort tid? Hun tørrede tåren væk med en tanke om, at hun for længst havde lagt det bag sig. I starten følte hun sig tryk bag de tilgroede mure, intet kunne røre hende her. Nu var det som om trygheden var blæst væk, som et af de hundrede blade vinden tager hvert minut.
Hendes tynde krop stod stille. Hendes hjerte begyndte at slå. Hurtigere og hurtigere, til sidst hamrede det i hendes svage bryst. Det fik hende til at falde om, hun kunne kun høre tunge skridt op ad den kolde lange trappe, som hun tidligere havde slæbt sin blege tynde krop op af.
Det er gratis at oprette en konto