En lineær funktion (f) har en forskrift af typen: y = f(x) = ax + b, hvor a og b er konkrete reelle tal. ”a” kaldes hældningstallet og ”b” kaldes skæring med y-aksen. Funktionen er betegnet som, at grafen er en ret linje i et koordinatsystem, eller at det er en regneforskrift af en bestemt form.
En funktion: f(x) = -1½x + 4 er en lineær funktion med a = -1½ og b = 4.
Hvis man skal regne grafen for (f) kan man bestemme nogle støttepunkter. Det er nok med 2 punkter, men for at være sikker, kan man udregne flere. Efter kan man så tegne grafen som den rette linje, der går igennem alle punkterne af formlen: (y,x). Man kan tegne grafen (linjen) direkte ud fra tallene a og b i forskriften f(x) = ax + b.
Definitionsmængden angiver de værdier af x, der må sættes ind på x's plads i funktionsudtrykket (forskriften). Funktionen f's definitionsmængde skrives som Dm(f). I et koordinatsystem sættes tallene tilhørende definitionsmængden ud ad x-aksen, også kaldet 1.-aksen.
I forbindelse med en given funktion (f) findes der to mængder med særlig relevans: Definitionsmængden til f, der ofte skrives som Dm(f), og værdimængden til f, der ofte skrives som Vm(f). Funktionen f siges at være "defineret på mængden Dm(f)".
Det er gratis at oprette en konto