Forsøg med spytamylase og stivelsesnedbrydning

Iod bruges her som en iod-iodkalium-opløsning, også kaldet Lugols opløsning

At undersøge og forstå spyts betydning for nedbrydelse af stivelse.

Teori:

Stivelse er et kulhydrat opbygget af flere hundrede glukosemolekyler i lange kæder. Amylase er et enzym som kan spalte stivelse til maltose, som blot består af to glukosemolekyler. I fordøjelsessystemet starter spaltningen af stivelse i munden hvor spytkirtlerne udskiller spytamylase, men størstedelen af spaltningen sker nede i tyndtarmen ved amylase fra bugspytkirtlen.

I dette forsøg påvises spaltningen af stivelse via et farveskift. Det sker ved at tilføre jod som binder til stivelsesmolekylerne og farver dem blå. Når stivelsen bliver nedbrudt til mindre enheder, slipper jodatomerne, og væskens blålige skær forsvinder. I stedet bliver væsken gullig pga. de frigjorte jod-ioner. Det er dette farveskift og hastigheden heraf som bruges som udtryk for amylaseaktiviteten og dermed spaltningen af stivelse.

Materialer:

4stk 50ml bægerglas/gruppe

60 ml 2% stivelsesopløsning pr. gruppe (2g stivelse opløst i 100 ml vand)

Indikator; iod-iodkalium-opløsning (1% opløsning eller mindre) i konisk kolbe

Plastbægerglas

Spyt indsamlet i 200ml plastbægerglas – ét pr. gruppe. Tilsæt 4ml vand og omrør.

Vandbad (0°C og 60°C), kun til forsøg nr. 1.

Stopur

Mobiltelefon til fotos

Malertape til nummerering

Fremgangsmåde:

I hver gruppe anvendes 4 små bægerglas, glas 1 - 4.